Min tredje udlandsrejse
fra september 1878 – juni 1879.
 

17.9.1878, Thisted.
Jeg tager af sted den 28. fra Thisted for at rejse til Rom. Det er ikke min hensigt
at opholde mig i Frankrig, men blot et par dage i Lyon, Avignon og Marseille og
jeg tager kun den vej fordi jeg har rejst den flere gange og så for Rivieraens skyld. De første kommende 3 uger vil medgå til nedrejsen til Rom.

14.10.1878, Hotel de France, Genua.
Så er jeg da i Italien i det dejligste regnvejr af verden. Men jeg har alligevel fået Genuas mærkværdigheder at se, hvoraf kirkegården næsten er den største. Den
er nemlig omgivet på alle fire sider af en dobbelt gang, der på sine steder er to
til tre etager hver sine 12 alen høj. I den inderste gang er muren opdelt i lange rækker af huller hver så stort, at det kan rumme en ligkiste og således ligger de døde som ulæste bøger i en kæmpereol i lange rækker, den ene over den anden hver med navn og titel indskreven på en sort marmortavle. I den ydre gang er hver af gulvets store marmorsten en ligsten og opad muren indefter langs pillerne udefter og i pillernes mellemrum hæver der sig en verden af marmormonumenter, der har det særegne ved sig, at de alle er figurer eller grupper af figurer og det i almindelighed ikke forestiller den døde men den efterlevende. Et sted ses enken i elegant sørgedragt knælende ned ved en kiste og ser op mod en engel. Et andet sted står enken sørgende ved en halvlukket bronzeport. osv. Alle sammen portrætstudier i naturlig størrelse. 
I morgen tager jeg rimeligvis til Pisa, da det ikke er nogen fornøjelse at ligge i Efsezia i regnvejr. Derfra videre til Siena.

Mit rejseeventyr mellem Nice og Genua! – Ved grænsestationen Ventimiglia, hvor man bliver plaget med toldrevision og vognskiften steg jeg ind i en rygercoupe.
Der var kun en ung italiener, som kunde tale fransk. Han var vel 21 år gammel,
høj og ret køn. Vi snakkede lidt sammen og jeg lod mig fredeligt udspørge om
hvad jeg var og hvorfor og hvorhen. Ved den første station rullede han gardinet
ned og bad mig undskylde, at han gjorde det, for hans fader var med toget i en tredje klasses vogn bagved og han måtte ikke se ham. Han havde nemlig kørt faderen og to brødre, der skulle i skole i Savona, ned til stationen og antages nu
af faderen at være i færd med, at køre vognen hjem, men det havde han ladet en anden besørge og var taget med toget, for i St. Remo (næste station) ville der komme en ung pige ind til os, en dejlig blondine, som han var gode venner med uden faderens vidende. Alt dette fortalte han mig fremmende menneske efter et kvarters samvær. Pigebarnet kom ikke på før en senere station og herregud hun
var hverken blond eller køn og en 5-6 år ældre end ham, men han nikkede til mig stolt af hende og lykkelig ved hende, som hun var –
Helbredet er godt, hosten ubetydelig, da vejret er mildt trods regnen.

26.10.1878.
Jeg bor i to pragtfulde værelser, et stort sovekammer og en stor »Salon« med mindst 8 alen til loftet i dem begge og dejlig dejlig sol. En god sofa som den
gamle hjemme, en fin sofa, lænestole, 6 lysestager og en lampe. Kakkelovn og tæpper på gulvene. Portierer for dørene og på min marmorkonsol et taffelur, der både går og slår. Min vært er nemlig urmager.
Jeg lider lidt af hovedpine i denne tid, men har det ellers godt, spiser middag sammen med danske malere og billedhuggere. De har danske aviser oppe i den skandinaviske forening, hvor man gerne driver op efter middagen, som her er kl. 18.30 og frokost er kl. 12.30. Meget af byen har jeg endnu ikke set. Afstandene
er så store her og det er ikke værd at begynde med at overanstrenge sig. Livet hernede tiltaler mig meget og det lidt jeg har set her, har været prægtigt og lærerigt.
                                                           Eders J. P. Jacobsen.

Via dei due Macelli 124, Roma

29.10.1878, Rom.
Foreløbig lider jeg en del af søvnløshed og hovedpine, men når jeg får vænnet mig til luften svinder det sagtens. Her har jeg været i 8 dage i hvilken tid jeg er flyttet to gange og ellers ikke har anstrengt mig. Capitol, Lateran, Vatikan og Peterskirke er endnu kun ord for mig. Det eneste jeg har set er Colosseum, Forum Romanum, Palazzo Corsina

og Guidos[1]»Aurora«
Men jeg er heller ikke den jeg var
»consule Planco«[2]. Nu er jeg på tiende dag i Rom uden at have set Capella Sistina.
For resten tror jeg, der kan arbejdes hernede.

30.10.1878, Via duo Macelli 124, Rom.
Jeg er nu indrettet i min nye bolig og håber at den og jeg skal komme godt og længe ud af det sammen. Jeg har både cafe, restaurant, frugthandler, bager, spiritushandler, materialist, apotek og boghandler lige ved døren. Om morgenen står jeg op og går ud til cafeen, hvor jeg nyder min morgenchokolade med bart franskbrød til. Til frokost kl. 13 enten en bøf eller to blødkogte æg. Til middag
kl. 18.30 i almindelighed suppe og kød eller to kødretter. Mellem måltiderne bliver der serveret druer.
Her er allerede mange danskere, nordmænd og svenskere.
I lørdags (om lørdagen mødes herrer og damer oppe i foreningen om aftenen) var
vi vist en 30-40 stykker. Der blev sunget, spillet og passiaret og var ret livligt. Mortensaften er der stor fælles gåsestegsspisning. Det er en gammel tradition fra Thorvaldsens tid.
Fluerne vrimler her på solskinsdage i store sværme, men er dog ved at forsvinde nu, jeg ville ønske det samme var tilfældet med lopperne, der er mere talrige end det er ønskeligt for ikke-italienere.
Maden hernede er bedre end jeg ventede det. Oksekød kan man næsten altid få, men så må man spise det tørt, for der er så sørgelig meget hvidløg i deres saucer. Svinekødet er ikke at få endnu, vildsvinesteg har jeg spist en enkelt gang, men
det var ikke til at tygge. Jeg skal ikke nægte, at en stegt rødspætte eller en kogt fjordtorsk eller en hvilken som helst dansk ret ville stille det man får her i et ugunstigt lys. Den hule (en italiensk restaurant), hvor jeg spiser sammen med de danske kunstnere, kaldes Katakomberne. 
Naturligvis er her dejligt, men man må først være kommen i en vis ligevægt inden man ret kan begynde at nyde at lære af alle de kunstskatte, de mægtige oldtids- levninger og det interessante folkeliv, der møder en ved hvert gadehjørne, man drejer om.
Jeg sover lidt bedre nu. Nu sprang mit lampeglas så jeg må slutte for at få det skiftet.

3.11.1878, Rom.
Jeg har boet her i Rom i Due Macelli siden den 17. (oktober) og går sommetider
ud for at se på mærkværdighederne, men tager mig i det hele tilværelsen så roligt som jer er nødt til. I Siena, hvor jeg var en 4-5 dage tænkte jeg meget på Dem (Georg Brandes), for De havde engang sagt, at lykken, det var at sidde på sten- bænkene uden for domen i Siena, i måneskin, fuld af sig selv. Men det er frygteligt, hvor vi bliver gamle, græsseligt hvor sjældent noget gør indtryk på os. Jeg har nu set både St. Peterskirken, Forum Romanum, Colosseum og munkebenene i Santa Maria della Concezione, men det eneste der virkelig har betaget mig hernede er et par portrætter i Palazzo Doria Pamfili (Pamphilj).
Jeg ved ikke hvad det er der bliver borte i en.

18.11.1878, Rom.
Jeg har forsonet mig med det romerske køkken og spiser endogså makaroni. Jeg
har forsonet mig med det evige regnvejr og går med paraply og da min kakkelovn trækker godt, da jeg har fundet en rygelig cigar og da vinen er falden ned til halve forekommer stillingen mig i det hele holdbar. Man har også gjort en del for at more mig, vi har haft stor Tiberoversvømmelse hvorved endog et stykke Corso stod under vand. I går var en napolitansk kok så god at prikke efter kongen med et for atten- tater sædvanlige udfald, hvilket naturligvis straks bragte Rom i illumination og drev vivat råbende og fakkelbærende tog i gennem gaderne.
Den skandi-norsk-dansk-svenske hob hernede vokser godt og når vi samles til middag fylder vi næsten det osteri, der for den dag er udset til plads for vore orgier, og der udfolder sig da en tiltalende række scener af romersk folkeliv, hvoraf den hyppigst tilbagevendende er den, at nyankomne damer, der aldrig har været på en restaurant før, forbavses over at der ikke er karklude i suppen og at kalkunerne ikke er kogt med fjerene på.
Med helbredet går det ret tilfredsstillende, da jeg ingen hoste har. Jeg tror i det hele taget, at der er ligegyldigt hvor jeg er, når jeg blot ikke er i Thisted, og hermed nok om Rom og dets indvånere.

19.11.1878, Rom.
Hernede er der stort halløj i anledning af attentatet på kongen og gaderne har søndag og mandag været opfyldte af vivat skrålende, fakkelbærende musikled- sagede tog.

24.11.1878, Rom.
Jeg er i dette øjeblik kommet hjem fra kong Umbertos[3] indtog heri staden, og har endnu øjnene fulde af røde kuske og guldbroderede uniformer. Jeg lader sjældent lejligheden gå forbi, hvor der er pragt at vente; det er så sundt i denne grå verden en gang imellem at få øjet farvemættet. Ellers havde dette indtog den pikante bismag, at kongen hernede venter et attentat og det jublende publikum bomber ligesom dem i Florenz og Pisa.
Jeg har det naturligvis godt her i den evige stad, har to gode rummelige værelser med sol og kakkelovn og tykke gulvtæpper, få trapper og i den ikke bakkede del
af staden.
Jeg skal i nær fremtid fotograferes hernede og skal da sende billedet, for øvrigt
ser jeg ganske ud som ellers. Jeg hører til de uforanderlige.

27.12.1878, Rom.
Juleaften når I sidder ved risengrøden er jeg til julefrokost i foreningen i sort kjole, hvidt halstørklæde osv., hvor vi også har juletræ og for de yngre: bal. Her er en del selskabelighed hernede og da mit daglige sæt tøj begynder at se mindre nyt ud og da jeg ingen sorte klæder havde med mig, har jeg nu købt mig et.

I de sidste 14 dage har jeg jævnlig tilbragt mine formiddage ude i Vatikanet, hvor hans hellighed Paven bor, men det er dog ikke ham jeg besøger, men de utroligt rige samlinger af malerier og billedhuggerarbejder. Det lugter så underligt historisk at drive om i værelser, hvor væggene er malet af Rafael[4] og hvor Julius II[5] og Leo den X[6] har holdt gilder på sal. Kong Hanses tid. Hvad mener I om at gå omkring på den selv samme jord indenfor de selv samme vægge hvor (kejser) Nero lod de første kristne rive ihjel af vilde dyr i Colosseum?
Ønsker blot jeg kunne dele al denne herlighed her med Jer derhjemme.

23-3-1879, Rom.
Om en måned rejser jeg sikkert til Neapel, Pompeji, Capri. En tur på 3-4 uger, derefter direkte nordpå til den ensomme bjergegn mellem Conegliano og Cortina bag Venedig. Så hjem. 1. sept. i København om ikke før. Det er den foreløbige plan.
Kolonien her er blevet suppleret ved fru. Stillings ankomst. Jeg var hos hende forgangen aften og i morgen, om vejret vil, skulle vi til marked ude i Grotto ferato.
Ibsen holder sig noget tilbage, siden hans forslag om at damer skulle have sæde
i foreningens generalforsamling faldt igennem. Jeg trænger meget til at komme hjem og er træt af al denne udlændighed, og det er gået så godt i vinter (hidtil) med helbredet, at jeg vel nok tør vove det, når jeg nu har haft en mild forsommer oppe i det Venetianske.
    Her er ellers intet nyt, man er jo også nærmest i Rom for det gamles skyld.

13.5.1879, Capri.
Jeg rejste fra Rom til Neapel den 26. (april) eller så, her fik vi et rædsomt vejr, regn, kulde og storm og jeg blev forkølet, fik et par sting i brystet, imidlertid kunne jeg ikke blive drivende i Neapel og tog til Pompeji. Det samme vejr, men dog lidt mildere og med en enkelt god halv dag, men til gengæld underlige fængselskolde værelser, så jeg kørte til Sorrento. Imellem Pompeji og Castallamare kørte jeg løbsk, hvad der dog hverken forskrækkede eller forulempede mig. Krikken gjorde alle mulige sidespring til alle mulige sider af vejen og strøede mit rejsegods ned i en vandgrøft. Da vi var lige oppe mod en hæk besluttede jeg at blive i den og lod så befordringen køre. Til held for kusken kørte den snart vognen fast i følgende stilling, med stængerne ned i jorden, sled det rådne seletøj itu og løb væk. I Castallamare fik jeg en ny vogn og kom lykkeligt til Sorrento med en dundrende hovedpine.

Dagen efter sejlede jeg til Capri og har nu været her i 6 dage stadigt plaget af en nedrig hovedpine, som jeg ikke ved hvad jeg skal gøre ved. Det er meget rart at sidde på en af de skønneste øer i Middelhavet og have sin egen altan med vinløv over hovedet og orangetræer fulde af hvide blomster og gyldne appelsiner, citroner guldgule af frugter, figner med modnende klumper og grå oliventræer under sig, men med sådan en uendelig general-storm-hovedpine går det meste af fornøjelsen bort.
Jeg længes meget efter Thisted. Jeg kommer sagtens hjem i juni, måske endog i begyndelsen.
I morgen er her stor fest for øens skytshelgen St. Constance og i den anledning
har her været hornmusik og salveskydning hele dagen. Den nævnte helgen må være meget fordomsfri for i morges blev jeg vækket ved kankanen i Orfeus i Underverdenen, som til samme helgens ære blev spillet oppe på torvet. Torvet er ikke større end Kringeltorv; men fra en terrasse der har man en udsigt: Middelhavet, Iscia Vesuv, Neapel – og det er det mærkelige ved dette torv frem for Kringelen.

Min adresse her er: Albergo Vittoria di Tagano, Capri, Italien.

21.5.1879, Capri.
Dersom du tror, at vi går omkring i skjorteærmer og kaster os opløste af varme i orangernes skygge og dovent rækker op efter de gyldne frugter for at slukke vor tørst – så fejler du.
Her er koldt, hundekoldt, regn eller storm eller begge dele. Værelserne så svagt betæppede og tillunede, at man må bruge sin vinteroverfrakke som slåbrok. Citronerne og orangerne, misplerne, vinløvet, det blå hav og de grå bjerge, det er her alt sammen, men med dansk maj over sig. I hotellet er der et større bibliotek og jeg læser derfor en del umulige tyske forfattere, men den meste tid sidder jeg og tænker over det store værk, kørende i kane i en slet lænestol, med mit rejse-tæppe som bjørneskind. Til opmuntring af situationen har jeg lidt af en skrækkelig hovedpine og har ingen appetit til de sjattede middelhavsfisk, det evige kviekød
og de uendelige grønærter.
Snart rejser jeg til Rom og derfra lige til Thisted.
Pompeji har jeg haft mest glæde af på den «sydlandske» tur skønt der også var koldt. Neapel var græsseligt. Selskabet her er udelukkende tyskere, der hele tiden taler Bädecker og søger at overgå hinanden i deres detailkundskab til italiensk folkeliv.

23.5.1879, Capri.
Jeg kan desværre ikke sige, at opholdet her i Syditalien har gjort mig godt. Min store mangel på appetit har afmagret mig noget i forbindelse med den vedholdende hovedpine, som nu har fortaget sig meget. Nu truer det med regn igen. I dag rejste Frau v. Krupp, den store tyske kanonstøbers kone, hun har været her i tre dage. Hotellet hvor jeg bor, er en meget gammel institution, fra Arilds tid af, besøgt af kunstnere, mest tyske og alle dørfyldninger er derfor ligesom mange malerier, og et stort karikaturalbum ligger i salonen. Hotellet ejer et ret betydeligt tysk bibliotek isprængt med fransk og engelsk. Jeg er den eneste ikke-tyske i denne anstalt.

31.5.1879, Rom.
Jeg kom hertil i går eftermiddags. Her er stegende hedt - ude umuligt – inde ret douce med tillukkede tremmeskodder. Hvor har du (Edv. Brandes) ret angående rejser og rejsemad. Kunne man nyde udlandet mellem sine hjemlige måltider: et stykke Capri efter frokosten, et parti Rom efter middagen til en cigar, og nu og da sent på aftenen en smule måneskin i Verona. I morgen besøger jeg Josephson[7].
Du kan i øvrigt ikke tænke dig, hvor det er fornøjeligt at være kommen til Rom og se kendte ansigter, udenlandske og indenlandske, se kendte gader og nogenlunde kunne få det man vil have. Når blot ikke luften var halvt støv. Men jeg rejser straks efter jeg er udhvilet efter det velsignede Syditalien og søger hjem til en fedekur. Hvor var der græsseligt i Neapel i forgårs og hvor det lugtede. Varme, mugne lugte, lumre rådden ægspust, kølige drag af vinmættet fejeskarns ånde, en hel Zola-skala[8]. Her lugter det da kun af støv. Jeg åbner mine skodder - solen er bag huse.   

2.6.1879, Rom.
Da jeg nu er kommet til Rom til kendte folk går det allerede en del bedre med appetitten og til dels med nattesveden. Varmen har i går og så vidt jeg kan dømme også i dag antaget en vildere karakter. Det vrimler med jordbær og kirsebær her. Byen er helt forandret nu da den store skare af rejsende er borte, og man forfølges ikke som før på gaden med tilbud om alle mulige slags smykker, blomster o.a. 

3.6.1879, Rom.
Bag lukkede skodder og åbne vinduer i et mystisk lys og en kølig lunhed, der får en til drømme om gotik og kreolerinder, driver min dag mig hen imod den henrivende aftenstund. Varmen er kommet til Rom og har gjort alt udendørs liv om dagen umuligt.

10.6.1879, München.
I går aftes kl.19 ankom jeg hertil efter en 23 timers jernbane tur fra Florenz. Jeg kunne ikke sove på jernbanen og i nat sov jeg for første gang i mange måneder i
en rigtig europæisk seng med rigtige hovedpuder. Desværre vedvarer nattesveden.
Hotelpigen troede jeg havde spildt vand i sengen. Rejser vist i morgen tidlig til Leipzig. Folk synes her er meget varmt og puster og spiser is – det er hvad vi ville kalde en dejlig kølig dag i Rom. Byen tager sig godt ud i denne tid, da heste-
kastanierne på de offentlige pladser står i fuld blomstring.

27.6.1879, Thisted.
Ruten for min hjemrejse var: Florenz, München, Leipzig, Hamburg. Når jeg undtager en Kunst-Gewerbe Ausstellung i Leipzig og Mejningerne[9] i Hamburg så jeg ikke noget særligt interessant. Mejningerne havde: »Et Vintereventyr«. De spillede sædvanligt, men iscenesættelsen var glimrende. De havde ikke ladet sig forvilde
af at religionen i stykket er apollonisk, men havde taget det til udgangspunkt, at Giulio Romano har dannet billedstøtten (der brillant efterlignede marmor med skravering, og forgyldning og Giallo antico) og derfor gjort Alt Renæssance, med
en gennemførthed, der sættes på spidsen ved orakelsvar-gemmet, som var dannet lig en Reliquilade[10] i kirkeform. Arrangementet hvor tiden holder sin monolog er det noblest-virkningsfulde jeg har set af teaterdekoration.
Min Capri sygdom er rent forsvunden.   


Slut
 



[1]  Guido Rene (1575-1642), italiensk maler.
 
[2]  Da Plancus var konsul, dvs. i min ungdom.

[3]  Kong Umbertos I. af Italien (konge 9.1.1878-29.7.1900), myrdet af anarkisten  
    Gaetano Bresci i 1900.

[4] Rafael (1483-1520), italiensk maler og arkitekt.

[5] Julius II, pave (1503-1513).

[6] Leo X, pave (1513-1521).

[7]  Ernst Josephson (1851-1906), svensk maler, der malede J.P.J. i Rom.

[8]  Zola var berømt for sine beskrivelser af lugte.

[9] Tysk teatergruppe, berømt for en meget konsekvent realisme.

[10] Relikvie-gemme.

 

 

 

Siden sidst opdateret den 21. maj  2010 af F. Fritze.
Siden oprettet den  21.maj 2010 af F. Fritze.